Nej, du skal IKKE lytte til din krop

En af mine yndlingsaversioner fra yogaverdenen er klicheen: “Lyt til din krop”. Jeg krummer tæer på min branches vegne, når jeg hører den. Samtidig provokeres jeg af det livssyn, den gemmer sig bag. Det er en bemærkning, der bliver brugt i flæng, som en konfliktssky bemærkning, når man er nervøs for, at eleverne kommer ud af deres komfortzone, og man som underviser ikke rigtig ved, hvordan man skal håndtere en situation, hvor eleven måske faktisk mærker noget, der er intenst.

Den er også repræsentant for en forfejlet, spirituel kliché fra den moderne wellnessverden, der hviler på, at duftlys og alt hvad der kommer fra Indien (kvindeundertrykkelse og kastesystemer inkluderet), er en del af et selvudviklingsprojekt, der fører direkte til en ophøjet og oplyst tilstand.

Jeg vil gerne uddybe, hvorfor jeg mener, at præmissen for “Lyt til din krop”-klicheen gør os dummere – både kropsligt og intellektuelt. Og luller os ind i en løgnagtig forestilling om at en “dad bod” (eller tilsvarende mor-krop)  da er en helt naturlig, sund og intelligent krop.

Hvis man som yogalærer bruger udtrykket “Lyt til din krop”, må præmissen jo være, at man som bevægelsesunderviser vitterlig mener, at kroppen er intelligent. Det mener jeg ikke, at den er. 

Den uintelligente krop

Vi lever i en tid og i et (så højt besunget) videnssamfund, hvor størstedelen af befolkningen så godt som aldrig bruger kroppen. Det betyder, at den gennemsnitlige kontorkrop hverken er særlig stærk eller særlig mobil. Set fra et funktionelt, kropsligt og biomekanisk synspunkt er flertallet i den stillesiddende kultur nærmest invalide.

Her mener jeg ikke, at det er naturligt at være Cirque de Soleil-akrobat. Men at en naturlig, funktionel krop bør kunne sidde i en squat på flad fod og med lige ryg. Rejse sig op fra gulvet og lægge sig ned uden besvær og uden at skulle bruge hænder til at støtte sig med. Ikke have ondt i ryg eller knæ og andre steder i det daglige, eller når man laver havearbejde, gør rent eller laver andet almindeligt, moderat fysisk arbejde, fx. løbe, gå, klatre osv.

Hvis man mener, at den vestlige kontorkrop er en intelligent kilde til gode råd, når man gerne vil bevæge sig optimalt og opbyggeligt, så er det da en overdrivelse af dimensioner. Lidt ligesom at sige til en baby, som skider i bleen, at han er såå dyygtig!

Hvis jeg, som almindelig dansk kontormus, efter en lang dag på på stolen, hvor 90% af kroppens muskler har været inaktive i 8-10 timer (og før dét lå i en seng og sov i ca. 8 timer) – kommer til yoga (eller hvilken som helst anden træning) og får beskeden, at jeg skal lytte til min krop. Hvad er det så for en krop, jeg lytter til? Og hvad mon den fortæller mig?

Det er en uintelligent krop. Lad os bare være ærlige. Den kommer ikke til at give os nogle kloge svar på, hvordan eller hvor meget vi skal bevæge os.

Hvis du spørger en krop, der har siddet på en stol en hel dag, om den lige kan lave en fuld bro eller en squat uden at få ondt i lænden. Eller vent! Lad os bare tage det helt ned til de basale bevægelser, som fx at bøje sig forover og samle noget op fra gulvet uden at belaste ryggen og i stedet bøje fra hoften, som er mere intelligent.

Så er svaret NEJ!

Det kan kroppen da ikke. For mavemusklerne bliver ikke pludselig aktive i den foroverbøjede bevægelse – de har været inaktive hele dagen. Hvordan skulle kroppen lige pludselig vide, at den skal bruge mavemuskler til at stabilisere lænden? Og hvordan skal hoften pludselig kunne begynde at bøje sig dybt ned, når den hele dagen har været i max. 45 graders bøjning på en stol, cykel eller sofa. Det er simpelthen ikke muligt.

Yogalærere bør sige sandheden!

Vi yogalærere (og bevægelsesundervisere i det hele taget) bliver nødt til at stoppe vores misforståede strygen med hårene. Jeg synes, at det er meget forkert – og direkte skadeligt – at bilde folk ind, at kontorkroppen er intelligent. Vi skal turde sige sandheden. Ikke for at tale ned til vores elever, men for at kunne bygge dem op. For at give kroppen de sunde, opbyggelige redskaber til at blive stærkere. Så den kan genskabe sin tabte intelligens.

Det er noget vrøvl at sige, at den fornødne vejledning og redskaber skal komme fra kontorkroppen selv (videnssamfundets stolte trofæ). Den skal komme fra bevægelsesundervisere, som forhåbentlig ved (og det er jo nok dér, elefanten ligger begravet), hvordan de skal guide deres elever ind i en øvelse på en hensigtsmæssig måde, så det gavner og ikke skader. Jeg spørger da heller ikke mig selv og min mavefornemmelse, hvordan jeg skal gøre, hvis jeg skal have bygget et hus, lavet mine regnskaber eller kodet min hjemmeside.

Som undervisere har vi et ansvar

Hvordan kan man kende forskel på, om en smerte er opbyggelig eller om den er skadelig? Hvordan skal man kunne vide, hvordan man stabiliserer sin lænd i en bevægelse, når man aldrig bruger sine mavemuskler? Det ved de færreste, og det er vel også dybest set derfor, de kommer hos en træner. Derfor er det et kæmpe svigt, når man som underviser lægger ansvaret fra sig, og bare beder eleven om at lytte til sin krop. Det kan man sgu da gøre derhjemme på stuegulvet hele dagen. Og det er vel ikke det, man betaler for at få at vide? Der burde være mere i posen fra den højtuddannede underviser.

Jeg har haft utallige elever, som har gået til træning og efterfølgende fået ondt i lænden og troet at, det var et godt tegn! Nej kære, du skal aldrig have ondt i lænden efter træning, aldrig! Du må derimod godt være øm i mavemusklerne, baller, lår, øvre ryg, taljen. Men lænden – den skal føles frigjort og lettet. Ellers har du ikke lyttet til din undervisers instruktion (eller også ved din træner ikke, hvordan man træner dig hensigtsmæssigt).

Klichéen “lyt til din krop” er en løgn, der ikke får os videre. For hvis du følger dens anvisninger og fx. lytter til din krop, mens du ligger og laver maveøvelser, så kan du være helt sikker på, at dét kroppen fortæller dig er, at du skal stoppe lige nu og i stedet finde den nærmeste sofa, et stykke drømmekage og remoten til dit fjernsyn.

Jeg mener, at det er meget vigtigt at være ærlige her. For det er dét, der får os videre. Jo mere, vi ved om vores uintelligente krop, jo større chance har vi for at bygge den op, så den genvinder den intelligens, den havde, da den var yngre og stærkere. Men vi bliver nødt til at turde sige sandheden i stedet for at fortrænge den.

Kroppens overlevelsesmekaniske gør os invalide

Det bringer mig videre til det næste argument mod denne fortærskede kliché. Hvis vi alle sammen lyttede til kroppen og vi forudsætter at dét var godt – hvorfor er det så, at vi alle er næsten invalide og kropsligt dysfunktionelle på et niveau, hvor flertallet af befolkningen er overvægtige, har rygskader og får operationer i knæ, ryg, skuldre, hofter? Hvis kroppen er så intelligent, hvorfor bevæger vi os så ikke mere og bedre?

En af forklaringerne er vel, at hvis du spørger kroppen (som mange i yogaverdenen gerne vil have, at vi gør), så vil kroppen aldrig vælge noget, der er anstrengende eller gør ondt. Heller ikke selv om det er godt for os på den lange bane. Hvis du skal bygge muskler op og vedligeholde din sundhed, knogler, organer, dit hormonssystem, iltcirkulationen, udrensning via lymfesystemet osv., så skal du optimalt set være i bevægelse de fleste af dine vågne timer. Og ofte i yderpositioner og alsidige bevægelser, som kræver at også små muskelgrupper arbejder og at dine led mobiliseres en del.

Det kan være hårdt og krævende og nogle gange gør det ondt eller er svært (med mindre du gør det hver dag, så er det let og ubesværet). Det er en del af et sundt liv. Det er ikke skadeligt og heller ikke altid sjovt, men det er opbyggeligt. Det er det, din krop er designet til. Så hvorfor bevæger du dig så ikke mere, hvorfor træner du ikke, som du ved, at du burde?

Svaret på det er, at kroppen altid vil vælge den nemmeste løsning på en bevægelsesopgave. Den vil altid forsøge at spare på energien, hvor den kan. Kroppen tænker ikke i intelligent opsparing, så du har et godt muskellager at tære på, hvis du fx skulle blive sengeliggende i et par uger og miste halvdelen af din muskelmasse. Den tænker ikke i at have ekstra mobilitet i leddene på lager, i tilfælde af at den måske på et tidspunkt bliver ældre og får brug for et ekstra lager af mobilitet, så man selv kan komme op af sofaen, når man er halvfems.

Kroppen tænker faktisk slet ikke. Den vil altid springe over, hvor gærdet er lavest og få dig til at indtage så mange kalorier som muligt og bevæge dig så lidt som muligt. Det er dens overlevelsesmekanisme.

Når man så alligevel beder kontorkroppen om at løse en bevægelsesopgave, som ligger over dens niveau. Det kan være yoga eller fx. at løbe en tur efter en lang dag i siddende position (hvilket betyder at hoftemobiliten er ekstremt dårlig og ballemusklerne ekstremt svage), så vil kroppen altid vælge de forhåndenværende ressourcer.

Kroppen vælger det, der er nemmest. Og hvis hoftemobiliteten og ballestyrken, som ville være det intelligente valg at bruge i løb, ikke er til stede, så bliver kroppen nødt til at tære på andre dele af kroppen, som så skal bevæge sig for meget. Steder, som allerede er løse. Det er oftest knæ og lænd. Det hedder at kompensere. Og det er her, skaderne begynder at opstå. Det betyder, at man ikke kan løbe på en intelligent måde, som er opbyggelig og hensigtsmæssig. Kroppen tvinges til at kompensere for at løse den bevægelsesopgave, den har fået: “Du SKAL rundt om ALLE søerne!”. Og det er dens måde at overleve på/komme frem på. Men det er ikke intelligent og godt for kroppen. Den skal nok komme fremad. For det har du befalet den. Men du får samtidig en knæ- eller lændeskade. – Alt dette sker hvis du lytter ttil kroppen…

Hvad vil kroppen?

Hvis du spørger din krop, vil den aldrig vælge de svære besværlige positioner og krævende styrkeøvelser, hvis ikke du beder den om det og er meget specifik og opmærksom på alle dine blinde pletter. Det vil kroppen ikke gøre dig opmærksom på. Det er det du har din træner/ din yogalærer til. Men du vil meget tydeligt mærke dem når du bliver guidet ind i dem. Det er her det brænder ekstra meget når du laver din maveøvelse korrekt. Det er her det brønder i baller og lår istedet for at gøre ondt i knæene osv. Kroppen vil altid vælge de bevægelser, du har nemmest ved og som koster mindst muligt energi. Den vil vælge de af dine bevægelsesvaner, den kender. Den vil – med mindre din lærer fortæller dig noget andet – vælge de dårlige vaner, du har med fra sofaen, kontorstolen, bilen og cyklen. Ikke dem der er hensigtsmæssige. For den ved ikke bedre og de vil være for besværlige!

Men er kroppen ikke designet til bevægelse i de fleste af døgnets timer? Jo, det er den. Det kan den (når den er optimalt stærk og intelligent) og det burde den. Men når kroppen i dag vælger sofaen fremfor at klatre i træer, så er det fordi vi ikke længere lever i en tid, hvor vi bliver nødt til at løbe efter dyr, som vi skal fange, eller klatre, slæbe, kravle, skubbe, trække – og squatte 100 gange i løbet af dagen for at skide, spise, føde, lave mad osv.

Vi behøver ikke længere bevæge os. Thi vi lever i et VIDENSSAMFUND! Halleluja!

Derfor er et liv med bevægelse blevet et aktivt valg. Det er et valg, som du – med en højere bevidsthed – træffer, fordi du ved, at det på længere sigt er en god ide at vedligeholde kroppen. Hvis du er et oplyst menneske ved du, at det er vigtigt at holde dine muskler stærke, dine led mobile og at have en god kondition.

Men det valg kan ikke – mener jeg – træffes af kontorkroppen. Den beslutning og den deraf affødte handling kommer ved at lytte til din højere bevidsthed.

Nej tak til wellness-spiritualitet

Når jeg vælger at træne og bevæge mig, tager jeg et bevidst og kærligt valg for min krop af mange forskellige grunde: Fordi jeg gerne vil have det bedste ud af mit liv. Fordi jeg får et kæmpe psykisk og mental overskud af det. Fordi jeg bliver en bedre mor af det. Fordi jeg ikke vil være afhængig af sundhedssystemet – og faktisk helst holdes helt ude af det. Fordi jeg gerne vil have at mine børns mor skal væres hos dem, så længe de har brug for mig. Fordi jeg ved, at jeg højst sandsynligt bliver over 100 år og at jeg gerne vil have, at de år bliver med en livskvalitet, der gør at jeg også nyder de sidste 10 år.

Jeg tager et bevidst, voksent valg om at lave øvelser, som gør min krop mere intelligent og langtidsholdbar. Jeg giver den det, som JEG (som bevidst, tænkende menneske) mener, at den har brug for.

Men det er ikke altid det, min krop mener, at vi skal. Ikke fordi det er ren selvpineri. Slet ikke, der er masser af træning, som jeg nyder. Det er der bestemt. Jeg elsker at bevæge mig – især udenfor! Men der så absolut også blinde pletter i min kondition og styrke, som jeg hele tiden skal have et skarpt øje på for at sikre, at min krop er robust og stærk. Og det er bestemt ikke et valg, der kommer fra reptilhjernen.

Den samtale, der foregår i mig, inden jeg går i gang med at træne, går ikke ud på at lytte til min krop. Hvis jeg gjorde, ville det være Maude fra Matador, der vandt argumentationen. “Jeg går op og lægger mig”. Men jeg træffer et andet valg: Jeg vælger at lytte til en anden stemme. Det er en stemme fra min indre lærer, som tager mig i hånden og siger: “Kom, så gør vi det her sammen. Det skal nok gå. Du bliver lidt forpustet og det brænder lidt i lårene. Men det er ikke verdens undergang. Og du får det helt fantastisk bagefter.”

Og hun har jo ret. Denne højere bevidsthed. Hver gang. At bevægelse ikke handler om at dyrke sin komfortzone. Det handler om en gang imellem at træde ind i sin diskomfortzone og i den arbejde intelligent og bevidst og med dybe åndedrag, for derefter at udvide denne diskomfort til at blive indlemmet i ens komfortzone.

Alt det, du før syntes var så hårdt, er pludselig en opbyggelig leg, hvor du er i samtale med dine blinde pletter og “intelligentgør” kroppen, vander dens visne bede, giver liv og ilt til trætte celler. Bygger op og kommer til stede i kroppen. Din komfortzone udvides og på den måde bliver du mere robust. Det, der før var ukomfortabelt, er blevet en leg.

Og så er vi fremme ved det livssyn (hvis man kan kalde det dét), som denne “Lyt til din krop”-kliché repræsenterer. Og som nok er det, der støder mig allermest, når jeg hører den. Den repræsenterer hele denne wellness-spiritualitet, som er blevet så moderne. Fordi den stryger os med hårene og ikke siger sandheden. Hvor vi lægger låg på alt det, vi godt ved ikke fungerer. Fordi det kræver for meget af os og fordi det ikke ser så pænt ud derinde. En mental og kropslig virkelighedsflugt. En spirituel fordrejning hvor vi forveksler det kroppen har lyst til med det kroppen har brug for. Hvor vi tror, at hvis vi bare gør det, vi har lyst til, så er det spirituelt.

Gu er det ej! Det er derimod en ansvarsforflygtende spirituel-bullshit-bingo-indstilling. Den er desværre ekstremt udbredt i den vestlige luksus-spirituelle verden og meget usund for både kroppen, sindet og den verden vi lever i. Den gør os blind for verdens og kroppens realiteter. Den gør os blind for det aftryk og det ansvar vi har, for den verden vi lever i og den krop, vi bevæger os i verden med.

Hvis du vil høre mere om, hvad jeg mener om intelligent bevægelse, alignment og yoga-wellness verdenens spirituelle bull-shit-bingo kan du høre denne postcast med mig.

Hør podcasten her >

Hvis du vil prøve min træning, kan du købe mine træningsfilm her >

Du kan også følge mig på Instagram, hvor jeg også deler små træningsfilm.