Der er Junk-food og der er Junk-træning For 200 år siden handlede indtagelse af mad…
Kunsten – og kvalitetstræning – ligger i detaljen
Yogaen er for mange kendt for at være noget akrobatisk og ekstremt. Noget de færreste kan.
Når man kommer direkte fra kontorstolen, er de fleste klassiske yogaøvelser da også helt utilgængelige for en almindelig dansker. Og får man endelig tvunget sin stive og svage kontorkrop ind i nogle krøllede stillinger, har det ofte skadelige konsekvenser. Og det er som regel mere egoet end kroppens sundhed, øvelserne tilgodeser.
Jeg har med årene set rigtig mange blive skadet af yoga og har også selv haft nogle skader, som i dag ville have været MEGET værre, hvis jeg ikke havde drejet væk fra den passive og meget akrobatiske yoga og ind i alignmentyogaen, som er mere opbyggelig og styrkende. Her fandt jeg vejen til både at undgå skader, men også til en langt mere effektiv og opbyggelig træningsform.
Hele ideen om at gå fra 0-100 km/timen på rekordtid er desværre noget, yogaen ofte tilbyder. At kæmpe sig op på hovedet eller i fuld bro eller en fuld lotus er sjældent vejen frem for en stiv og svag kontorkrop.
Jeg har gennem årene valgt en anden vej, og jeg har konstant arbejdet for at bryde øvelserne ned og finde ind til lettere men også mere opbyggelige alternativer, som med optimal styrke og mobilitet får os tæt på de traditionelle yogastillinger – men uden skader. Jeg har udviklet en nærmest dissekerende sans for at bryde tingene ned i detaljer, og se hvor de blinde pletter ligger for at komme op i håndstand, lotus, fuld bro, eller bare et hundestræk for den sags skyld. Ikke fordi vi nødvendigvis skal helt derhen, men fordi der er elementer i alle yogaøvelser, som vi alle har brug for. Yogaens øvelser repræsenterer på mange måder kroppens alfabet. Den tilgodeser alle vores bevægeretninger og vedligeholder dem på en unik måde. Hoftemobilitet, skuldermobilitet, rygstyrke, mavestyrke osv. Men har man ikke alt dét, inden man begynder at dyrke yoga, så kompenserer man alle mulige andre steder for at komme ud i de svære øvelser. For kroppen er sjældent stærk eller mobil nok til at kunne det, vi forlanger af den. Og det har konsekvenser.
I stedet for at undervise i den fulde stilling, underviser jeg derfor i de detaljer vi overser, og alt det kroppen behøver for at komme derhen. Det gør måske min træning lidt mere kedelig og knap så god på billeder. Og den er også mere krævende styrkemæssigt. Og man skal koncentrere sig og virkelig være til stedet i kroppen.
I mange år trænede jeg fx selv håndstand hele tiden, men jeg kom ingen vegne. Jeg hoppede bevidstløst op og ned i en uendelighed. Når jeg gik tur på stranden, lavede jeg håndstand hele vejen. Dog uden at kunne stå i mere end to sekunder. Indtil jeg mødte min lærer Jordan Bloom, og det gik op for mig, hvilke byggesten der skal til for at kunne stå i en håndstand: Skuldermobilitet i fleksion, STOR styrke i de lige mavemuskler. Håndledsstyrke.
Jeg opdagede, at mine mavemuskler SLET ikke var stærke nok til at lave stillingen. Og da jeg begyndte at træne dem intenst hver dag, begyndte jeg at mærke en hel anden kontrol i stillingen. Det er et meget godt eksempel på at træde nogle skridt tilbage og kigge på, hvad er det egentlig, der skal til for at kunne lave en håndstand? Hvad er det jeg mangler? Og så at gå i gang med at træne det, istedet for at prøve igen og igen på noget som jeg ikke havde kapacitet til.
Den metode har jeg brugt lige siden i al min træning – og undervisning. Hvilke blinde pletter er der i min styrke eller mobilitet, som begrænser min bevægelighed og funktionalitet? Hvad sker der i mine ankler, knæ og lænd, når jeg laver en squat? Hvad er sammenhængen mellem mine stive lægmuskler og mine svage ankler?
Der er hele tiden noget at arbejde med. Og det er i detaljen den intelligente træning, effekten og mindfullness-øvelsen ligger for mig. Det er grundtræning, og det er funktionel mobilitet fremfor passiv mobilitet. Det er mere styrke i yderpositionerne, alsidig bevægelse, naturlig bevægelse og ikke passivt pres på muskler og led.
Alignmentyoga er en træningsform der bare bliver ved med at give og give i alle aldre. Den er en gave til alle udgaver af den forunderlige menneskekrop.
This Post Has 0 Comments