Når vi har det godt i kroppen, påvirker det vores livssyn, vores fysiske og mentale sundhed, vores energiniveau. Vi bliver gladere, og kan overkomme mere i livet. Vores livskvalitet forøges. Det er så vildt, at kroppens styrke og bevægelighed i den grad påvirker alle planer af vores liv. Det er egentlig så enkelt. Og alligevel er kroppen det mest forsømte i vores stillesiddende samfund. Desværre.
Min tilgang til yogaundervisningen er en funktionel tilgang. Fordi min erfaring er, at det er den enkleste vej til at få det bedre selv – og hjælpe andre. Med helt grundlæggende styrke, mobilitet og alignment kan vi reparere og forebygge næsten alle skavanker og skader. Det kræver solid viden om bevægelse og en dyb videnskabeligt funderet faglighed. Og det kan du få hos mig.
Louise Fjendbo
Indehaver af Yogaliving, yogalærer og bevægelseskonsulent
Det får du på uddannelsen
- 12 modulers undervisning i Alignment-yoga og biomekanik
- Mulighed for at tage dele af uddannelsen online
- Undervisning i undervisningsteknik og formidling
- Brug af hjælpemidler, alternative øvelser, opbygning og justeringer
- Opbygning af sekvenser
- Anatomiundervisning
- Filosofiundervisning
- Gratis adgang til videoarkiv med ca. 100 yogasekvenser. Se videoarkivet med online yoga her
- Gratis adgang til Livestreaming af alle yogahold i Yogalivings holdplan
- Gratis adgang til online-undervisningsmateriale med workshops, foredrag, justeringsvideoer og gennemgang af øvelser. Se videoarkivet med online uddannelse her
- 15% rabat på al undervisning i Yogaliving-studiet, enetimer, workshops og retreats
En yogauddannelse med fokus på alignment og biomekanik
Min yogalæreruddanelse er én lang aha-oplevelse.
Den viden om alignment, bevægeretninger, biomekanik, kompensationsmønstre og genoptræning af skader i yoga er unik for min uddannelse. Viden, der er vigtig og fundamental, hvis man vil hjælpe mennesker til at få det bedre og bevæge sig bedre. Det er dét, jeg kan, og det er dét, jeg lærer fra mig på et højt niveau, men kommunikeret på en måde, så det er tilgængeligt for alle.
Dyb viden som du kan bruge i dit eget liv
På min uddannelse undervises du ikke i flow, yin, chakraer og serier. Men du får en dyb, biomekanisk funderet viden om, hvad kroppen har brug for, når den bevæger sig. Hvor er der brug for styrke og stabilitet? Hvor er der brug for øget mobilitet? Hvorfor fører nogle bevægelsesmønstre til skader, kompensation og slid, mens andre virker opbyggelige, helbredende og livsforlængende?
Hvad er din krops blinde pletter? Hvad er kompensationsmønstrene i din og andres kroppe? Hvad er bevægelse i alignment? Hvad er den gavnlige effekt? Og ikke mindst: Hvordan kan du i din yogaundervisning formidle denne viden bedst muligt, så dine elever får øget deres kropslige intelligens og livskvalitet?
Undervisningen lægger vægt på at balancere yogaundervisning mellem styrke og smidighed og undgå en overvægt af skadelige, passive stræk. Min yogatilgang er funktionel. Du lærer om optimal, sikker og effektiv træning der bygger dig op. På min uddannelse bliver du stærk og smidig på kort tid – uden skader.
Mindre form – mere indhold
Alignmentyoga handler om, at kende kroppens bevægelsesmønstre (både hensigtsmæssig og uhensigtsmæssige) og dermed også kompensationsmønstre og blinde pletter. Og det handler om at give kroppen præcist den træning/øvelser/belastning/mobilitet/bevægelse, der gavner kroppen ud fra den viden.
Det er en dyb viden om bevægelse, som vi kan bruge til at analysere os frem til, hvad den enkelte krop har brug for og hvordan den skal have det serveret for at få det bedre.
Med andre ord, så lærer du hele indholdet bag øvelserne. Et eksempel på de ting vi kommer ind på kan være:
Hvorfor laver vi et twist i yoga? Hvilke muskler er involveret i bevægelsen? Er det overhovedet de relevante, vigtige muskler, der er involveret, når DU laver et twist? Eller laver du bevægelsen med andre dele af kroppen, fx trækker med armene? Vrider i bækkenet? Hvilke konsekvenser/fordele har det? Kunne der være andre variationer af den specifikke yogaøvelse, som gavner dig mere?
Hvilke led bevæger sig? Hvor skal twistet helst foregå, hvis det skal gavne ryggen? I lænden? I brystryggen? Hvorfor gavner det din ryg, at twistet sker primært fra brystryggen fremfor i lænden eller i bækkenet? Drejer du overhovedet fra brystryggen eller kompenserer du, ved at skyde brystet frem, så det føles som et twist? Hvordan er forskellen på leddene i de forskellige dele af ryggen, siden det har en afgørende kvalitetsforskel, hvor du bevæger dig mest? Og hvad sker der i bækkenet og lænden, når du kompenserer og laver twistet her fra? Hvad skyldes kompensationen? Hvilke muskler mangler styrke/smidighed? Hvilke led mangler mobilitet, for at du kan få mere kvalitet ind i din bevægelse? Og hvilke instruktioner kunne man give sine elever, for at guide dem mere hensigtsmæssigt, så de undgår kompensationerne og får den gode effekt af bevægelsen? Så de svage, oversete muskler styrkes og de led, som virkelig har brug for mobilitet, rent faktisk bliver bevæget i stedet for dem, du har nemt ved at bevæge – men som ikke har gavn af det. Osv.
Dette var blot et lille eksempel på den baggrundsviden du kommer igennem for at forstå indholdet i en øvelse/bevægelse og ikke blot formen.
Du vil som yogalærer, når du tager min uddannelse opleve, at du tidligere inden for mange yogaretninger kun er blevet undervist i en øvelses form. Og det kan der være mange andre gode grunde til (men ingen af dem gavner kroppens funktionalitet). Men på min uddannelse undervises du i øvelsens biomekaniske indhold. Fordi jeg mener, at det er her, at du finder den dybeste viden om bevægelse og hele den godgørende effekt på krop og nervesystem. Hele den grundlæggende årsag til at arbejde med bevægelse professionelt.
Alt det andet kan man tilføje efterfølgende, hvis man vil. Men grundlæggende viden om bevægelse må altid komme først, når du gerne vil undervise i bevægelse.
Og det er det der adskiller min yogalæreruddannelse fra mange andre uddannelser.
Pædagogik og kommunikation
På uddannelsen klæder jeg dig på til at kunne undervise elever med fysiske skavanker og elever, som gerne vil have en mere sikker og effektiv bevægelsesundervisning. Du får viden om hjælpemidler og justeringer og trænes i den kommunikative kunst det er, at få din instruktionen til at flyde og blive så klar, at dine elever får det bedste ud af undervisningen både fysisk og mentalt.
For en ting er at have teoretisk viden, noget andet er at kunne formidle det, så dine elever forstår det og får noget ud af træningen. Hvad hjælper det at underviseren kan lave en fuld lotus og en fri håndstand, hvis eleverne ikke engang kan stå på alle fire uden at få ondt i håndleddene.
På Yogalivings uddannelse undervises du ikke kun i de klassiske yogastillinger, men du får også en dybere viden om hvordan øvelserne kan brydes ned, så de passer til de kroppe, der skal modtage undervisningen. Alignmentyoga er ikke en akrobatisk form for yoga. Det er heller ikke en form for yoga, der handler om at presse alle kroppe ind i et system. Det handler om at have SÅ meget viden om bevægelse, at man kan give alle kroppe på alle niveauer den optimale undervisning, præcist der hvor eleven er. Det kræver at man kender teorien bag bevægelse og ikke blot 100 forskellige statiske øvelser, som alle skal lave ens.
En af de største kvaliteter ved Yogalivings uddannelse er netop, at du bliver i stand til at kunne tilpasse din undervisning og øvelser, så de kan udøves af alle. Lige fra begyndere, ældre mennesker og kontorfolk til atleter, dansere og erfarne yogier. Alle vil få gavn af din undervisning. Og alle vil blive ved med at få det bedre og blive bygget op. Hele livet.
Erfarne undervisere
Alle undervisere på Yogalivings uddannelse er nogle af landets mest erfarne inden for hver deres felt.
Fysioterapeut og yogalærer Charlotte Nielsen underviser i anatomimodulet, hvor du får vigtig, yderst pædagogisk og underholdene undervisning i yogaspecifik anatomi. Alle kan være med, uanset om du er frisør, sygeplejerske eller elektriker.
Simon Krohn har ligeledes mange år på bagen, når det gælder både yogaundervisning og undervisning i filosofi og meditation. Han underviser i filosofimodulet.
Louise Fjendbo underviser i de resterende 11 moduler med primært fokus på alignment-yoga.
Uddannelsen på sammenlagt 200 timer er fordelt på 12 moduler som ligger fredag og lørdag.
Pris: 35.800,- kr.
Betalingsbetingelser
Retreat
Gratis onlineabonnement
Sitet indeholder også videooptagelser af workshops, justeringer og foredrag.
Udtalelser fra tidligere kursister om yogalæreruddannelsen
Datoer og modulernes indhold
Yogalæreruddannelsen holder pause i øjeblikket. Vi henviser i stedet til forløbet “Alignmenttræning for kvinder”.
Når uddannelsen starter igen, vil der undervises på uddannelsesmodulerne på fredage kl. 15-19 og lørdage kl. 12-18
Undtagen filosofimodulet, her er tiden fredag kl. 9-17 (ingen undervisning lørdag).
Uddannelsen afsluttes med en lille fordybelsesopgave, som eleven laver om en enkelt øvelse og en yogasekvens. Opgaven afleveres og gennemgås på det sidste modul, hvor man også underviser i sin sekvens over for to andre elever fra uddannelsen. Det er ikke en eksamen og du kan ikke dumpe. Du skal blot deltage på alle moduler og aflevere en opgave for at få dit diplom.
- Modul 1: Introduktion til alignment og biomekanik
- Modul 2: Stående stillinger
- Modul 3: Bagoverbøjninger
- Modul 4: Filosofi
- Modul 5: Foroverbøjninger
- Modul 6: Anatomi
- Modul 7: Armbalancer og omvendtstillinger
- Modul 8: Twists
- Modul 9: Hoftemobiliserende og stabiliserende øvelser
- Modul 10: Pranayama, restorative øvelser og undervisningsteknik
- Modul 11: Fordybelsesretreat (Fra fredag kl. 15. til søndag ca. kl. 15)
- Modul 12: Elevundervisning og evaluering af fordybelsesopgave (ikke alle dage inklusiv. kun en dag pr. elev)
Er der enkete dage eller moduler, som du er forhindret i at deltage i, kan du følge med online hjemmefra eller få tilsendt en video af undervisningen efterfølgende. Undtagen på filosofi- og anatomimodulet.
Udover modulerne skal du i løbet af uddannelsen:
Deltage i så meget som muligt på Louises yogatimer og workshops, for at kunne mærke og forstå, hvad dette system gør for kroppen. Du får et gratis onlineabonnement på uddannelsen, så du kan træne løs, når det passer dig – og live-streame.
Du får desuden 15% rabat på alle klippekort, Klub-Abonnement, retreats og workshops og varer i Yogalivings webshop.
Modul 11 – Retreat
Fordybelsesretreatet afholdes max. 90 min fra København i bil. Retreatet kan først bookes efter uddannelsesstart. Læs mere om yogalærer-retreatet her.
Anvendt litteratur på uddannelsen
“The Yoga Bible”, Christina Brown, Bounty Books
“The Key Muscles of Yoga”, Ray Long, Bandha Yoga
“The Key Poses of Yoga”, Ray Long, Bandha Yoga
”Nærmere Noget”, Simon Krohn, People´s Press (kan købes I Yogalivings webshop)
“Alignment matters”, Katy Bowman
“Yoga – Øvelser i at leve livet”, Louise Fjendbo Jørgensen (Kan købes i Yogalivings webshop)
Undervisere på uddannelsen
Louise Fjendbo Jørgensen, Yogalærer og cand.mag
Louise Fjendbo har undervist i yoga siden 2003. Ud over at undervise faste hold i Yogaliving på fuld tid og afholde yogaretreats driver hun også yogastudiet og skriver om yoga i bøger, artikler og blogs.
Louise har flere yogalæreruddannelser bag sig og har de sidste 10 år primært videreuddannet sig i alignment-yoga og kroppens biomekanik. Hun bruger sin viden om kroppens hensigtsmæssige bevægelser i sin undervisning på hold og enetimer med især sportsfolk og mennesker med ryg-, nakke-, knæ og skulderskader.
Louise er den primære underviser på Yogalivings uddannelse. Hun underviser i yogaøvelserne, kroppens biomekanik og alignment samt undervisningsteknik og justering.
Louise er uddannet cand.mag. og har en baggrund i kommunikationsbranchen.
Charlotte Nielsen, Yogalærer og Fysioterapeut
Charlotte Nielsen er uddannet fysioterapeut i 1996 og ansat som klinisk underviser i fysioterapi på Frederiksberg Sundhedscenter. Uddannet yogalærer i 2004.
Charlotte har de sidste 8 år undervist i anatomi og fysiologi på forskellige nationale og internationale yogalæreruddannelser. Hun underviser desuden kræftpatienter i yoga.
Charlotte underviser ét modul på Yogalivings uddannelse i teoretisk og funktionel anatomi, som kan relateres til yogaens stillinger og åndedrætsteknikker.
Simon er født i 1975 og bor i København. Han har praktiseret yoga og meditation siden 1996 og er certificeret som E-RYT 500 hos Yoga Alliance. Simon er cand.mag. i filosofi med speciale i indisk filosofi og studerede blandt andet et år på Banaras Hindu University i Indi- en. Han er desuden efteruddannet i kropsterapi og har deltaget i flere sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter både som testperson og som konsulent.
Simon underviser i yogafilosofi på Yogalivings uddannelse.