fbpx
skip to Main Content
Retreat Into Reality

Retreat into reality

Et yogaretreat er en chance for at trække sig tilbage fra hverdagens ramasjang. Det lyder umiddelbart som dragende og luksusagtigt. Men faktisk kan det for mange være svært at trække stikket fra hamsterhjulet. Det kræver mod og beslutsomhed at sætte et retreat i kalenderen. Det virker som et forstyrrende element i hverdagens vigtige rutiner. Det er faktisk meget lettere bare at lade være. At køre videre ud af hverdagens motorvej uden at se sig til siden.

Det er besværligt med et retreat! Man skal virkelig tage sig selv i nakken for at få det i kalenderen. Weekenden, hvor klædeskabet skal ryddes op, bliver udskudt. Du må aflyse et familiearrangement. Det ekstra nøk, du lige ville give på arbejdet, må du droppe. Undskyldningerne står i kø. For hamsterhjulet er afhængighedsskabende og virker livsnødvendigt. Når du er i det. Intet synes vigtigere.

Men…

Allerede i det øjeblik, du lander på dit retreat, får dit værelse og har iført dig dit behagelige yogatøj, et par varme sokker og din yndlingssweater, som du ikke tager af de næste par dage – så bliver larmen fra Facebook, Instagram, mails og sms’er så uendeligt ligegyldig. Alt det, du tænkte at du lige kunne nå at svare på, mens du er på retreat bliver ligegyldigt og skubbet til side. Stilheden, kroppens bevægelser  og afspændingen gør din vejrtrækning dybere. Og din naturlige træthed indhenter dig. Den, du ikke har mærket i månedsvis, fordi kaffen, sukkeret og hverdagen har holdt dig kørende, mens spændingsrynkerne i ansigtet blev dybere.

Gåturen i skoven gør dig søvning. Maden gør dig mæt på en let og behagelig måde. Stilheden, den friske luft og bøgetræerne forlænger dagen. Du bliver sløv og træt. Fordi du ER træt. Men du mærker det først nu. Du mærker alt det, du har forsømt. Søvnen, langsomheden, kroppen. Du lader kaffen stå og giver i stedet det, kroppen har brug for. En middagslur. Den bog du har længtes efter. Eller en gåtur ved vandet med venindesnak.

Søvnen, frisk luft og bevægelse. Kroppens mest grundlæggende behov bliver sat til side i vores hverdag. For hvad? For arbejde, penge, forbrug…eller andre meget vigtige ting. Det her er din krop og dit sinds virkelige tilstand. Den mærker du nu. Og det er et wake-up call, som også er en del af retreatets mentale vækkelse. Hvorfor lever jeg, som jeg gør? Og hvordan har jeg det i virkeligheden, når jeg træder ud af hamsterhjulets tyranni?

Det er det, mine retreats handler om. Ikke at flygte væk fra virkeligheden, men at trække sig væk fra hverdagen for bedre at kunne mærke den virkelige verdens tilstand. Mærke alt det, som man ikke mærker i hverdagen. Og at mætte den undertrykte sult efter mere bevægelse, søvn og frisk luft.

Der virker hamsterhjulet så uendeligt ligegyldigt. Og du opdager, at du i virkeligheden har masser af tid. Masser! – Når al larmen og det ligegyldige ræs skrabes væk står stilheden, åndedrættet og kroppen tilbage. Og der er masser af tid.

Jeg har holdt yogaretreats gennem snart 20 år både i Danmark og udlandet. De seneste år kun i Danmark, som jeg er allermest glad for. Der er ikke en masse forurenende, langvarig transport og stressende lufthavne. Og den danske natur er så fin og ren og stille. Gåturene i bøgeskoven, havet, den sunde, økologiske mad – og unik træning af højeste kvalitet. Det er mit bud på den ultimative vitaminindsprøjtning.

Jeg håber, at du har mod og lyst til at skabe et fredeligt mellemrum i dit liv til dig selv i 2019. Jeg holder to retreats i år. Se her hvor og hvornår: www.yogaliving.dk/retreats.

Kærlig hilsen Louise

 

Relaterede blogindlæg:

Yoga er ikke et mål i sig selv

Forsvar din søvn

Mine tre bedste sundhedstips

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *