skip to Main Content
Velfærdskroppens Kollaps

Velfærdskroppens kollaps

Der er noget ved vores sygdoms-curlende sundhedssystem, jeg simpelthen ikke forstår: Hvordan kan veluddannede, velinformerede, rige, stillesiddende mennesker i vores land trække en hofteoperation i en automat, uden først at blive stillet til ansvar for, hvordan man behandler kroppen?

Hvordan kan man slippe afsted med at sidde stille på en stol med de skader, alle ved kommer ud af det, og så bagefter forvente at samfundet skal betale for skaden? Det forekommer mig, at det simpelthen er for nemt at lægge ansvaret for egen sundhed og førlighed over på samfundets skattekasse. Og sundhedsbudgetterne lider under det.

Jeg underviser ikke i udkantsdanmark, hvor folk har færre penge end Frederiksberg. Ej heller i reden på Vesterbro eller på Grevinde Danner Huset. Mine kunder kommer ikke fra Mændendes Hjem eller er tidligere narkomaner. Fred være med alle jer. I skal have al den hjælp, I kan få, og selvfølgelig skal samfundets rigeste betale for det. Intet andet giver mening og er slet ikke til diskussion.

Det er ikke den nedslidte rengøringsdame eller de hjemløse jeg er kritisk overfor.

Det er direktøren for eget arkitektfirma, advokaten og bankdirektøren. Alle dem, der har kørt karriere på en kontorstol og langsomt mister førligheden. Fordi de har siddet for meget.

Jeg retter min kritik mod dem (med risiko for at miste mine kunder), fordi de også kommer i mit studie. Det er klienter, der kommer til mig med diverse skavanker. Det kan være slidgigt i hoften, dårlig ryg osv. Det er mennesker, som står overfor måske at vælge en operation. Efter nogle ganges træning hos mig er deres respons til mig, at de har det bedre og som regel går deres smerter væk og operationen bliver aflyst. Derefter ser jeg dem ikke mere. For nu gør det jo ikke ondt længere. Jeg opfordrer dem selvfølgelig altid til at fortsætte på et træningshold for at holde kroppen ved lige og ikke falde tilbage i skaderne. Men mange bliver væk. For nu er de jo raske!

Det, der undrer mig og forarger mig er, at jeg derefter kan møde dem et år eller to senere. Hoften er gået helt bananas siger de. De har fået en fin diagnose af lægen og nu skal de have en operation!
“Øh ok? Men jeg trænede dig jo ud af skaden”. “Ja det var jo helt fantastisk, men så fik jeg ikke lige taget mig sammen til at komme ned til dig. Og så blev det bare værre og værre. Så nu tager jeg en operation”.

Det her, mener jeg, er bagsiden af medaljen i et velfærdssystem, som gradvist tager ansvarsfølelsen fra folk, gør os dovne og uansvarlige. Det er velfærdskroppen i kollaps. De her mennesker har haft alle forudsætninger for at undgå en operation. Penge, viden, træning der virker, tid osv osv.

De har fået sublim træning og masser af viden om deres skader og hvorfor de får ondt. Træningen har virket ekstremt effektivt på kort tid (vi taler 2-4 træningsgange og smerterne er væk). Og alligevel bliver de væk og vælger en hofteoperation! De vælger den nemme løsning, som så bare koster det blege for skatteborgerne. Det forarger mig. Hvor er ansvarligheden for egen krop? Det er ikke i orden, at man lægger sit bevægelsesproblem over på sundhedssystemets skuldre. Slet ikke, når man har ressourcerne og får den rette viden foræret på et sølvfad lige foran næsen af en – til at rette op på skaderne med god træning.

Vi burde stille større krav til ressourcestærke mennesker, som misligholder kroppen, velvidende at de kan gøre noget ved det. Vores sundhedsystem har simpelthen spillet fallit over for velnærede, veluddannede borgere, som har viden og råd til selv at opsøge træning og tage ansvar. Men som simpelthen bare ikke gider at rejse sig fra stolen.

Når jeg en dag bliver sundhedsminister bliver mit første projekt at forlange, at for at man kan trække en hofteoperation op af skatteborgernes lomme, så skal man gå i et forløb med hensigtsmæssig træning (som har en dokumenteret effekt) i minimum 3 måneder. Der holdes øje med at patienten kommer de aftalte gange om ugen. Derefter får man en samtale med en sundhedsfaglig person, hvor man vurderer om hoften har fået det bedre (Det har den. Tro mig!). Hvis smerterne er væk og patienten har fået bedre førlighed, fratages retten til en operation og patienten får i stedet træning på recept til vedligeholdelse istedet for medicin og operation. Denne træning skal ligeledes passes fremadrettet. Hvis træningen ikke virker forsøges med anden træning og først efter et antal gange forskellige steder kan man få en hofteoperation.

Og så har jeg sparet de første par milliarder på sundhedsbudgetterne og samtidig gjort kontor-danskerne 10 år yngre på 10 uger.

Bevægelse (af den intelligente slags) skal ordineres som medicin. Slut prut.

This Post Has 2 Comments
  1. Jeg har storsympati men Loises indlæg. Jeg er snart 72 år og har dyrket yoga gennem de sidste 12 år. Jeg har ingen fysiske problemer kan uden efterfølgende problemet gå 5 km klare trapper til 5.sal uden efterflgende problemer, jeg stopper aldrig med yoga.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *