skip to Main Content
Fake Science!

Fake science!

Torsdag d. 16. november var jeg inviteret til et debatarrangement om yoga hos Naliniyoga. Det overordnede tema var yoga i fitness verdenen. Der dukker for tiden en masse billige yogatilbud op rundt omkring bl.a. iværksat af fitnesskæder, som med lavt uddannede instruktører tilbyder fitness-agtig yoga. Det har der været lidt modstand mod fra den mere etablerede del af yogamiljøet i København. Og derfor blev jeg blandt andet inviteret med til en debat om dette.

(Du kan finde hele debatten på webcast på linket nederst på siden)

Her er mit oplæg.

Da jeg blev inviteret til at deltage på dette arrangement blev jeg bedt om at lave et oplæg om

1. hvad yoga er for mig

og 2. hvad jeg mener om, at yoga er blevet fitnessificeret.

Så det vil jeg prøve at besvare

Hvad er yoga for mig?:

Yogaen har mange udtryk. Men ingen har patent på yogaens definition. Det betyder, at det både er et meget frit miljø, hvor alle kan deltage og alle kan undervise uanset uddannelsesbaggrund. Der er så at sige noget på alle hylder, som man kan vælge frit imellem.

Hvis alle yogaretningerne skal finde noget, som de alle deler, er det måske definitionen fra filosofien, som med patanjalis ord handler om at hvile i vores sande natur? Og det kan man så diskutere og have 100 meninger om, hvad betyder.

For mig helt personligt kan jeg udforske og komme tættere på min sande natur ad mange veje.
Det kan det være at lytte til opera. At se på mine børn, mens de sover. At bevæge mig i naturen. At tegne…

Yoga kan være stille meditation og dybe åndedrag.

Men yoga kan også være en vigtig kamp med åbne øjne og løftet sværd, som prins Arjuna i Bagavd Gitahaen.

For mig personligt er det derfor også at gå igennem en skilsmisse med et spædbarn på armen, en dyr husleje og et yogastudie med 9 lønnede medarbejdere, som jeg skulle køre uden nattesøvn i et par år.

Yoga er nogle gange en livs lang øvelse i taknemmelighed, uanset om hverdagen byder på, børn med øjenbetændelse eller at bage julekager sammen.

Den kan være en nødvendig kamp for at at flytte mig et bedre sted hen. Lære at sætte sunde grænser. Og nedkæmpe det, der ikke tjener mig. At have modet til at tage sig selv i hånden og gå en anden og bedre vej. At flytte sig ud af sin comfortzone, som ikke tjener mig.

Yoga er for mig ikke altid rart og nemt. Ligesom livet ikke altid er rart og nemt. Yogaen giver mig ikke altid det jeg umiddelbart har lyst til. Men den giver mig altid det, jeg har brug for.

Det andet spørgsmål jeg fik, lød på, hvad min holdning er til, at yogaen er blevet til fitness.

Der er mit svar egentlig, at det synes jeg altid at den har været. Og egentlig de fleste steder. Yoga er gymnastik og oprindelig træning af krigere/militærtræning. Den kan have yderst svingende kvalitet.

Yoga har mange former og der vil altid være mennesker, som søger noget forskelligt og det har jeg ikke noget problem med. Folk skal gøre præcist det de har lyst til og giver mening for dem.

Og jeg har altid tænkt: “At når to veninder står og snakker sammen og den ene siger til den anden: “Jeg går til yoga, det er helt vildt fedt” og den anden siger: “Det gør jeg også, er det ikke bare skøønt?” Så tror de to, at de taler om det samme. Men det gør de på ingen måde.
Hvad de ikke ved, er, at den ene går til badminton og den anden går til svømning. De kalder det bare det samme. Så forskellige, mener jeg, de yogaformer der findes på markedet er.

Jeg har intet problem med hverken badminton, svømning eller fitness-yoga for den sags skyld. Jeg synes at det er godt for yogaen at den udvikler sig. Og at der er noget for alle. Jeg har heller ikke noget problem med at nogen synes, at man skal sige “OM” og at det for andre ikke giver mening.

Der hvor jeg har et problem med yogaverdenen generelt er, at uddannelsesniveauet på det fysiske og især biomekaniske plan er så lavt, at man i yogaens navn skader de kroppe, man underviser.

Jeg synes at man som krops-underviser – og det gælder ikke kun yogalærere – men også fodboldtrænere, karatetrænere, badmintontrænere, gymnastiktrænere. Folk der træner børn, osv osv. – at alle der vælger, det kæmpe store ansvar det er at undervise i bevægelse, burde sætte sig ind i de grundlæggende principper for bevægelse. Kroppens biomekanik handler ikke om at kunne nævne en række muskler eller led. Det handler fx. om at vide, hvad der stabiliserer et led og hvad der destabiliserer leddet i de forskellige bevægeretninger.

Når jeg holder workshops kommer der ofte yogalærere på mine kurser. De er SELV skadede. (hvilket i sig selv vidner om, at deres egen medicin åbenbart ikke virker). Og de er overraskede over, at de aldrig har fået denne basale viden om kroppens biomekanik, som jeg præsenterer dem for. Jeg fik den heller ikke selv på min første yogalæreruddannelse. Men valgte heldigvis derefter Jordan Bloom som min lærer. Det ændrede alt for mig og løftede mit undervisningsniveau betydeligt. Og det gjort en kæmpe forskel for mig og de elever jeg underviser.

Det er mit klare indtryk at mange yogalærere ikke har den basale og meget vigtig viden om kroppens biomekanik. Og det er grunden til, at flere og flere bliver skadet af at gå til yoga. Hvad det angår, er yogaen på ingen måde sundere, end al anden sport. Tværtimod.

Af samme grund lyder overskriften på min næste workshop lidt provokerende: Lær at stabilisere dine skuldre og undgå skulder skader fra dårlig yoga.

Jeg mener kun, at det er et spørgsmål om tid, før yogaens popularitet de fleste steder ebber ud igen, fordi undervisningen er skadelig. Og så håber jeg, at den bliver erstattet af en mere intelligent form for bevægelse. Eller endnu bedre : At vi når at udvikle yogaen i en retning, mod højere kvalitetskrav og dermed udvikler yogaen til noget bedre. Om det hedder det ene eller det andet er ligegyldigt for mig. Det der betyder noget, er om det gavner eller ødelægger menneskekroppen.

Vi er i den vestlige verden de mest oplyste, veluddannede og kritiske borgere på planeten. Og alligevel falder vi på halen i beundring over guruer i orange kjoler, som kan bilde os hvad som helst ind. Fx at vi ikke må vende omvendt, når vi menstruerer. Ingen stiller kritiske spørgsmål. Ingen kigger mod videnskaben. Vi bukker og nejer og kysser guruens fødder. Vi tilbeder en kvindeundertrykkende kultur og hælder alt, hvad vi har lært i skolen ud med badevandet, så snart det er gammelt og/eller kommer fra Østen.

Jeg kalder det spirituel bull-shit bingo. Hvis fittnesskulturen kan få afmystificeret den udvikling og få os tilbage på sporet, så fint med mig. Lad os pille alt ned, der binder folk noget på ærmet og giver sig ud for at være noget, som det ikke er.

Jeg har gennem årene hørt så mange myter blive fortalt og troet på – uden videnskabelig belæg. Og ingen stillede spørgsmål. Jeg kan huske, at jeg på min første yogalæreruddannelse blev bildt ind, at hvis man sad og mediterede i fuld lotus en time hver dag ville kroppen komme i lige så god form, som en marathon løber. Det var vist noget med hælenes placering tæt ved lysken!!! JESUS!

I hvilket rum i Danmark, kan man komme afsted med at stille sig op og sige den slags ting uden at blive modsagt eller kritiseret? Det er jo Kejserens nye klær. Ingen siger noget. En kollektiv løgn. Fake science! Vi ved godt alle sammen, at det er løgn, men vi SYNES bare, at det er rigtigt. Og så vupti! – så er det rigtigt…
Yogaen går mange steder i Donald Trumps fodspor. Jeg synes, at det er en virkelig usund udvikling.

Jeg håber, at vi kan udvikle yogaen i en sundere retning, hvor alt hvad der er dårlig kvalitet bliver ryddet af vejen. Hvor vi tør stille kritiske spørgsmål til Guruen. Pille ham ned af piedestalen.

Og hvor vi begynder at kræve veldokumenterede, videnskabelige svar, når nogen plaprer op om noget, de tror eller synes.

Jeg synes, at det er en pligt for alle, der tager det store ansvar på sig at undervise i bevægelse, at sætte sig ind i og blive ved med at videreuddanne sig inden for biomekanik og videnskaben omkring bevægelse.

Link til podcast lytning fra din telefon:

https://itunes.apple.com/dk/podcast/53-optagelse-af-yogapanelet-live-event/id1153074194?i=1000395270061&mt=2

Link hvis du lytter fra computer:

Www.mariaguldager.dk/lydenafetbedreliv (øverst, episode 53)

Link til videre debat:

Www.facebook.com/lydenafetbedreliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *